De troede, at de havde købt deres eget hus. Det havde de ikke … I hvert fald ikke det hus, de boede i
En fejl, der ikke burde kunne ske
Sagen opstod, fordi husnumrene på de to ejendomme på et tidspunkt blev byttet rundt, uden at matrikelnumrene fulgte med. To bogstaver i matrikelkortsystemet stod forkert, og den fejl har siden spredt sig til alle officielle dokumenter. Da naboerne selv opdagede det ved et tilfælde, fandt de frem til et gammelt kommunedokument fra 1977, hvor nogen havde forsøgt at rette fejlen med kuglepen. Den rettelse nåede aldrig videre.
Resultatet: To familier der ikke kan optage lån i deres eget hjem, ikke kan sælge frit og som nu står med en regning for en fejl, de ikke selv har været skyld i.
Hvad sagen egentlig viser
Man kan sagtens have både ejendomsmægler og advokat på en handel og stadig ende i en situation som denne. Det er ikke en kritik af de involverede fagfolk. Det er en påmindelse om, at en bolighandel indeholder mange lag, og at selv systemer vi stoler næsten blindt på, herunder tingbogsattester, BBR, matrikelregisteret alle kan indeholde fejl.
Jeg har i mine 16 år som mægler heldigvis aldrig oplevet noget tilsvarende. Men jeg har set mange tilfælde, hvor detaljer i dokumenterne ikke stemte overens med virkeligheden og hvor jeg på vegne af køberne har nået at få rettet fejlene, inden at handlen blev endelig på købers vegne.
Hvad du som køber kan gøre
Ingen kan gardere sig mod alle fejl. Men som køber er der ting, du kan gøre for at minimere risikoen:
Få en køberrådgiver med fra starten. En køberrådgiver arbejder udelukkende for dig. Ikke for sælger. En del af opgaven er at gennemgå dokumenterne kritisk: tjekke at BBR stemmer overens med det faktiske areal, at servitutter og deklarationer er kendte, og at der ikke er uoverensstemmelser i tingbogen der kan give problemer senere.
Spørg ind til det du ikke forstår. Matrikelnummer, BBR-oplysninger, tinglyste byrder . Det er ikke hverdagskost for de fleste boligkøbere. Men det er præcis den slags, din rådgiver bør kunne forklare dig i et sprog du forstår.
En bolighandel er en af de største beslutninger i dit liv. Det er ikke stedet at spare på rådgivningen.
Har du spørgsmål til, hvad en køberrådgiver konkret kan gøre for dig, eller vil du bare have en snak om, hvad du bør være opmærksom på inden dit næste køb? Så er du altid velkommen til at kontakte mig.